Ny radiokanal for klassisk musik
De mange radiolyttere, som holder af klassisk musik, vil fortsat kunne stå op om morgenen og høre klassik på FM-båndet. I dag kan folkene bag de kommercielle radiostationer Radio 100 og Radio Soft nemlig offentliggøre, at de er gået i partnerskab med Danmarks fem landsdelsorkestre om at etablere en klassisk radiostation. Det sker samtidig med, at DR’s klassiske musikkanal P2 flytter til DAB.
Den nye station, Radio Klassisk, vil kunne høres på FM i hele hovedstadsområdet, København og Nordsjælland og på FM i Østjylland (i Århus og Skanderborg). I resten af landet vil YouSee’s kabelkunder kunne høre den på kabel, ligesom kanalen sendes på nettet.
”Vi glæder os meget til, at den nye kanal går i luften,” siger musikchef Finn Schumacker fra Odense Symfonikorkester. ”Vi spiller hundredvis af koncerter hvert år, som hidtil ikke er blevet sendt i radioen, men som publikum nu vil kunne høre en del af på Radio Klassisk. Samtidig vil vores musikere være med til at formidle musikken på den nye kanal.”
Finn Schumacker ser kanalen som et væsentligt initiativ i forhold til at sikre, at orkestrene åbner klassisk musik for et nyt publikum. Kanalen skal drives af den samme form for passion og viden om musikken, som man finder inden for andre genrer – og alle aldersgrupper skal føle sig hjemme.
”Jeg har været med til at drive kommerciel radio i Danmark de sidste 20 år, og jeg kan sige, at dette er noget af det mest nyskabende og spændende, jeg har været med til,” udtaler adm. direktør for Radio 100, Jim Receveur, og fortsætter: ”Danmark mangler flere kanaler til det klassiske publikum. Kigger man for eksempel på det engelske marked, findes der meget succesfulde klassiske radiostationer, og det er der også plads til i Danmark. DR gør det godt, men vi kan se, at der er en stor del af især de mere moderne og yngre klassiske musiklyttere, som ikke bruger kanalen. De vil forhåbentligt kunne lide det, de hører på Radio Klassisk.”
Jim Receveur fortæller, at det i løbet af året vil være muligt at lytte til kanalen på FM i endnu flere byer. Og at selskabet også arbejder på, at stationen kan høres på DAB.
Fakta om Radio Klassisk
Radio Klassisk kan høres fra den 20. november 2011. Stationen sender 24 timer i døgnet og er en reklamefinansieret kommerciel radiokanal. Kanalen vil udelukkende have fokus på klassisk musik og vil indeholde en blanding af værtsbårne programmer, koncerter og nonstop musikflader. En stor del af musikken bliver præsenteret af musikere fra de fem landsdelsorkestre, ligesom der bliver ansat en redaktion, som får sæde i radiostudier på Rådhuspladsen i København. Forbilledet for kanalen er den engelske Classic FM, Englands største kommercielle radiostation.
FM frekvenser
Hovedstadsområdet: 106,9 MHz
Østjylland: 106,2 MHz
|
Den nye klassiske radiokanal, Radio Klassisk, går i luften den 20. november 2011
|