Klassisk for begyndere
Fordommene om klassisk musik er mange: Man skal vide meget for at gå til klassisk koncert. Være pænt klædt på. Sidde stille og endelig ikke klappe på upassende steder.
Udsagnene om klassiske koncerter er mange og ofte hæmmende for nye lytteres lyst til at begive sig ind i ‘logen’: Det lukkede broderskab af de alvorlige musikelskere, der kun nødigt lader sig forstyrre af nye tilkomne.
Men sådan er det ikke!
Til koncert med Copenhagen Phil er alle velkomne: I Konservatoriets Koncertsal, i Koncertsalen i Tivoli eller på de ca. 30 andre steder på Sjælland og Lolland-Falster, hvor orkestret spiller hver sæson.
Vi præsenterer året rundt koncerter, der naturligvis kan nydes uden store forberedelser og forkundskaber – når blot lysten er til stede og sindet åbent.
Klassisk musik er en verden fuld af vidunderlige oplevelser. Lad koncertsalens venlige mørke omslutte dig. Læn dig tilbage – og nyd indtrykkene. Ingen oplevelser er mere korrekte end andre. Vi vil bare gerne have, at du nyder og oplever.