Copenhagen Phil




Guy Braunstein, violin
Luk

Guy Braunstein, violin

Det siger en hel del om Guy Braunsteins kvaliteter, at medlemmerne af Berlin Filharmonikerne i år 2000 enstemmigt udpegede ham som koncertmester. De valgte ikke alene den yngste nogensinde på pladsen, de valgte også en musiker, der stort set ikke havde orkestererfaring. I 2012 besluttede Guy Braunstein at forlade orkestret for helt at hellige sig den solistkarriere, han som ganske ung begyndte, og som har ført til samarbejder med musikere som Issac Stern, András Schiff, Zubin Mehta, Maurizio Pollini, Vladimir Fedosejew, Yefim Bronfman, Daniel Barenboim, Sir Simon Rattle, Mitsuko Ushida, Lang Lang, Jonathan Nott, Emmanuel Ax, Gary Bertini, Pierre Laurent Aimard og Angelika Kirschlager.

I løbet af de seneste år har han påtaget sig rollen som dirigent/solist og også som egentlig dirigent.

Guy Braunstein er født i 1971 i Tel Aviv, hvor han studerede hos Chaim Taub. Videre uddannelse har han fået bl.a. hos Pinchas Zukerman. I perioden 2003-2007 var Guy Braunstein professor ved Universität der Künste i Berlin, og siden 2006 har han været kunstnerisk leder af den tyske Rolandseck Festival, hvor han har inviteret navne som Emmanuel Pahud, Hélène Grimaud og François Leleux.

I 2014 åbnede Braunstein koncertsæsonen med Odense Symfoniorkester som solist i Tjaikovskijs Violinkoncert. Sæsonen bragte ham bl.a. til BBC Philharmonic, BBC Scottish Symphony Orchestra, Philharmonia Orchestra, Israel Philharmonic, Beethoven Orchester Bonn og – som dirigent – til Noord Nederlands Orkest.

I et interview fra 2012 nævner han Athur Rubinstein som sin største inspirationskilde, fordi denne i fantastisk grad kunne ”skifte ham” og spille Mozart som en wiener, de Falla som en spanioler og fransk musik, så det var umuligt at gætte, at han ikke selv var fransk. Hans råd til musikere, der står ved begyndelsen af deres karriere: ”Vær ydmyg. Vær aldrig tilfreds – din bedste koncert ligger foran dig og ikke bag dig.”

Guy Braunstein spiller på en “Francesco Roggieri” fra 1679.