Copenhagen Phil




Elsa Dreisig, sopran
Luk

Elsa Dreisig, sopran

Den dansk-franske sopran Elsa Dreisig (f. 1991) har på få år opnået en rising star status og er blevet et efterspurgt navn på Europas store scener både som fast sanger på operaen i Berlin og med bærende roller i de store operahuse i London og Paris. Hun har modtaget Kronprinsparrets Kulturpris (2019), er blev kåret som “Årets operatalent” ved Copenhagen Opera Festival (2017) samt som “Årets unge solist” af både fransk radio (2015) og det prestigefyldte Victorires de la Musique Classique (2016). I 2016 vandt hun tilmed den prestigefyldte Plácido Domingos Operalia-konkurrence. Herefter tog musikkarrieren for alvor fart, og de seneste år er hun blevet et etableret og eftertragtet navn på den internationale operascene.

Elsa Dreisig er født i Frankrig og dimitterede fra Conservatoire National Supérieur de Musique et de Danse, Paris. Hendes mange roller for Berlin Staatsoper-ensemblet omfattede ‘Pamina’ i “Tryllefløjten”, ‘Euridice’ i “Orfeus og Eurydike”, ‘Diane’ i “Hippolyte et Aricie” under Sir Simon Rattle, ‘Grete’ i Schumanns scener fra Goethes “Faust”, ‘Grete’ i “Hans og Grete”, ‘Violetta’ i “La Traviata” og ‘Natascha’ i verdenspremieren på Beat Furrer’s “Violetter Schnee”.

Elsa Dreisig debuterede ved Opéra de Paris som ‘Pamina’ og er siden vendt tilbage som ‘Lauretta’ i “Gianni Schicchi”, ‘Elvira’ i “I Puritani” og ‘Zerlina’ i Ivo van Hoves nye 2019-produktion af “Don Giovanni”. Andre nylige højdepunkter inkluderer ‘Micaëla’ i “Carmen” på Festival d’Aix-en-Provence og ‘Musetta’ i “La bohème” samt debutrollen som Massenets “Manon” på Opernhaus Zürich.

I koncertsammenhæng har hun samarbejdet med orkestre som Les Musiciens du Louvre, Staatskapelle Berlin, Berliner Filharmonikerne, London Symphony Orchestra, Wiener Filharmonikerne og Munich Philharmonic under ledelse af dirigenter som Daniel Barenboim, Sir Simon Rattle, Marc Minkowski, Fabio Luisi, Franz Welser-Möst, Massimo Zanetti og David Zinman. Det er første gang, Elsa Dreisig skal optræde med Copenhagen Phil.

Elsa Dreisig har eksklusivaftale med Warner Classics (Erato). Hendes prisvindende første soloalbum “Miroirs” blev udgivet i 2018, og i 2020 udkom hendes andet album, “Morgen”, med pianisten Jonathan Ware. Hun er også med på de nylige optagelser af Beethovens “Kristus på Oliebjerget” med London Symphony Orchestra under Sir Simon Rattle og Massenets “Don César de Bazan”.

Elsa Dreisig er datter af den danske operasanger Inge Dresig og franske dramatiker, pianist m.m. Gilles Ramade.