Copenhagen Phil



Hartmut Haenchen
Luk

Hartmut Haenchen

Hartmut Haenchen er født i Dresden i 1943, hvor han voksede op i den tyske efterkrigstid. På trods af de mange begrænsninger, der blev pålagt af det tidligere østtyske regime, fik Haenchen en særlig tilladelse til at arbejde med Vestens fineste ensembler, herunder Berliner Filharmonikerne og Concertgebouw Orchestra.

I 1986 flyttede han til Holland og blev udnævnt til chefdirigent for Netherlands Philharmonic Orchestra samt musikdirektør for den hollandske nationalopera. Hans store erfaring og forståelse for faget har vundet respekt både hos anmeldere og publikum, og han er især kendt og respekteret for sine fortolkninger af værker af Richard Strauss, Wagner og Mahler. I oktober 2008 blev han tildelt den tyske æresmedalje som anerkendelse for hans fremragende bidrag til musik og kunst.

Aktuelle højdepunkter omfatter en ny produktion af Parsifal på Bayreuth Festival – der blev udgivet på Deutsche Grammophon – Tristan og Isolde og Elektra på Opéra de Lyon, Cosi fan tutte på Grand Théâtre de Genève; en fortsættelse af hans War & Peace-projekt samt symfoniske koncerter over hele verden. Han påbegynder også en Bruckner-serie med planer om at dirigere alle komponistens symfonier.

Haenchen har dirigeret symfoniorkestre verden over. Nylige og fremtidige optrædener inkluderer koncerter med Det Kgl. Kapel, Kungliga Filharmonikerna, Helsinki Philharmonic, Orchestre symphonique de la Monnaie, New Japan Philharmonic, Netherlands Philharmonic Orchestra, Orchestra dell’Accademia Nazionale di Santa Cecilia, Orchestra Sinfonica Nazionale della RAI (Torino), Orchester de Paris, Orchestre national du Capitole de Toulouse, Orchestre de la Suisse Romande, Gürzenich-Orchester Köln, Staatsorchester Stuttgart og Museumsorchester Frankfurt.

Hartmut Haenchen har tætte relationer til mange af verdens førende operahuse. I hans tretten år som musikdirektør for den hollandske nationalopera stod han i spidsen for opsætninger af operaer af Berg, Gluck, Handel, Mozart, Mussorgskij, Puccini, Reimann, Sjostakovitj, Strauss, Tjajkovskij, Verdi og Wagner. Han modtog anmelderros for Wagners Ringen instrueret af Pierre Audi, der blev udgivet på CD, DVD og streamet online. Andre nylige produktioner i Amsterdam inkluderer en nyproduktion af Wagners Den flyvende hollænder udgivet på Blu-ray og DVD.

Derudover har Haenchen for nylig dirigeret produk­tioner af Strauss Daphne og Elektra og Wagners Tannhäuser på Théâtre du Capitole Toulouse, Lohengrin på Teatro Real Madrid, Den flyvende hollænder på Teatro alla Scala Milan, Parsifal på Operaen i København, Salome og Tannhäuser på Royal Opera London, Sjostakovitjs Lady Macbeth fra Mtsensk (vinder af den franske Grand Prix de la Critique), Bergs Wozzeck på Opéra national de Paris samt en ny produktion af Parsifal på La Monnaie, der modtog en Prix de l’Europe Francophone i 2010 og en Grand Prix de la Critique.

Hartmut Haenchens arbejde er udgivet på over 130 albums hos førende pladeselskaber, hvoraf flere har modtaget priser. I 2017 tildelte Magazin Opernwelt ham prisen som ‘Årets dirigent’. Derudover er Haenchen også forfatter til mange bøger om musik, herunder vigtige studier af Wagner og Mahler. Endelig er Hartmut Haenchen med i en dokumentarfilm – The Skies Over Dresden – udsendt både på tv og som en del af Netherlands Film Festival. Dokumentaren vandt prisen Den Gyldne Palme ved den 33. International Festival of Film on Art i Montréal.