Copenhagen Phil
24. januar 2020 kl. 21:00
Konservatoriets Koncertsal

Solist / Søren Huss

Dirigent / Hans Ek

Komponister og arrangører / Søren Huss, Christoffer Møller, Karsten Fundal

60 minutes of Søren Huss - UDSOLGT

Copenhagen Phil – hele Sjællands symfoniorkester tilfører nye musikalske lag til en af landets største sangskrivere, når Søren Huss spiller med orkestret torsdag den 23. januar 2020 i Konservatoriets Koncertsal – og siden udgiver live-album fra koncerten. Billetsalg åbner fredag den 9. Oktober kl. 10.

Søren Huss går med sit band og Copenhagen Phil sammen i et musikalsk møde, der vil få januars kulde og mørke til at fordufte som dug for solen. Det sker, når 60 Minutes Festivalen 2020 skydes i gang den 23. januar i Konservatoriets Koncertsal med en symfonisk fremførelse af Søren Huss’ seneste album ”Sort og hvid til evig tid”.

Koncerten krydres med et par sange fra Søren Huss’ store og populære bagkatalog, hvor orkestrets lyd smelter sammen med Søren Huss’ karakteristiske lyrik og enestående melodier. Aftenen i Konservatoriets Koncertsal optages under koncerten og udgives senere som live-album.

Om det forestående samarbejde siger Søren Huss: ”En stor del af min musikalske opdragelse fandt sted i et 70 mands stort orkester før jeg begyndte min egen rejse med sangskrivning. Så det er den store våde musikalske drøm at lave den her koncert med Copenhagen Phil og jeg tøvede heller ikke et sekund med at sige ja, da de spurgte, om jeg havde lyst.”

Copenhagen Phil og Søren Huss prøvede for første gang de samlede kræfter af ved Metroens åbning af Cityringen søndag den 29. September på Rådhuspladsen til stor begejstring for begge parter – og for tilhørerne ved festlighederne.

60 Minutes-koncerterne er støttet af Augustinus Fonden og Knud Højgaards Fond.

S_ren_huss_hjemmeside_ny