Copenhagen Phil
28. juli 2019 kl. 15:00
Tivolis Koncertsal

Tivoli Copenhagen Phil
Trio con Brio

Tivoli / Tripel Beethoven

Beethoven blev født i 1770, dvs. for 249 år siden. Koncertsale og musikere over den ganske verden har gennem flere år forberedt sig på at fejre det store jubilæum i 2020. SommerKlassisk kan ikke vente så længe, men tager forskud på glæderne med denne koncert med tre værker af mesteren på programmet.

Egmont-ouverturens lange, mørke begynd­elsesakkord indleder koncerten, hvorefter det går løs med dramatisk musik, som Beethoven skrev til Goethes skuespil om den visionære, hollandske Grev Egmont, der kæmpede mod spansk undertrykkelse i 1567. Grevens kamp mod tyranniet endte med en halshugning, men Beethoven lader sin musik slutte i triumferende sejrs­stemning.

Også på den helt personlige front kendte Beethoven til det at ofre sig og indtage et heroisk standpunkt: I starten af 1800-tallet var han begyndt at få problemer med hø­relsen, og da det blev åbenbart, at lidelsen ville føre til døvhed, tog Beethoven på landet, til Heiligenstadt, hvor han med stærke selvmordstanker skrev sit testa­mente. Beethoven overvandt dog krisen og besluttede at leve videre – for kunstens skyld. Heldigvis.

Tripel-koncerten er fra den højst produktive periode, der indfandt sig lige efter Heiligenstadt. Koncerten er forbavsende let og lyrisk, komponeret for den sjældne kombination klavertrio og orkester, som Beethoven med stort overskud nærmest leger med, mens musikken flyder lifligt afsted. Solisterne til denne koncert er den verdenskendte og berømmede danske trio, Trio con Brio – orkestret bag, Tivoli Copenhagen Phil.

Med Skæbnesymfonien er det igen den dramatiske Beethoven, der er på banen. Beethoven begyndte på symfonien i 1804, men gjorde den først færdig i 1808, sammen med den 6. symfoni. Alle kender i dag symfoniens skæbnesvangre indledning, der har antaget ikonisk status som næppe noget andet klassisk motiv, og herfra arbejder Beethoven sig så genialt gennem fire satser frem til en overdådig, triumferende finale.

Program
Beethoven / Egmont ouverture
Beethoven / Tripelkoncert
Beethoven / Symfoni nr. 5, Skæbnesymfonien