Copenhagen Phil
7. november 2019 kl. 19:30
Holmens Kirke

Niels W. Gade / Ved Solnedgang
Niels W. Gade / Forårsfantasi
W.A. Mozart / Messe i c-mol

Holmens Kirke 400 år

Selveste Niels W. Gade var organist i Holmens Kirke i over 30 år. Derfor er hans musik naturligvis i centrum, når Copenhagen Phil, Michael Schønwandt og Holmens Kantori sammen med et stjernehold af solister fejrer kirkens 400 år.

I 2019 markerer én af Københavns gamle kirker sin 400-års fødselsdag. En bygning, som oprindeligt var ankersmedje, men som den driftige Christian 4. i 1619 fik bygget om til kirke for orlogsflådens folk. Lige siden har Holmens Kirke været en vigtig del af musik­livet i København – og det fejrer vi med musik af Gade og Mozart.

Niels W. Gades Forårsfantasi var en gave fra en forelsket komponist til sin forlovede. Gade fik sin Sophie i 1852, samme år som han skrev fantasien for fire vokalsolister, klaver og orkester – og i musikken vælter det ud med solskinsstemning og lysegrønne bøgeblade. Og Gade byder endda på mere naturstemning i kantaten Ved Solnedgang.

Ligesom Gades Forårsfantasi er Mozarts Messe i c-mol også en gave til den eneste ene: Constanze Mozart var sopran og tilmed solist, da messen blev uropført i Salzburg kun et år efter brylluppet med én af musik­historiens største genier. Og man kan næsten høre den nygifte Mozarts jubel og forelskelse, når sopranen sætter ind – denne aften i skikkelse af en af landets førende sopraner, Henriette Bonde-Hansen.

_Bemærk: Koncerten opføres både torsdag den 7. november og fredag den 8. november.

Koncerten støttes af: Axel Muusfeldts Fond & Lemvigh Müller Fonden

NB! Begrænset udsyn