English Copenhagen Phil
5. august 2018 kl. 15:00
Tivolis Koncertsal

Dirigent / James Feddeck
Solist / Arabella Steinbacher, violin
 
Ravel / Tzigane, rapsodi for violin og orkester
Brahms / Ungarske danse (uddrag: nr. 1, 14, 12, 6 og 5)
Sarasate / Zigeunerweisen
Bartók / Koncert for orkester

Tivoli / I Ungarn med Arabella Steinbacher

Tivoli Copenhagen Phil lader temperamentet koge over ved denne koncert, der har ungar­ske toner som gennemgående rød tråd.

Koncerten lægger utraditionelt ud med solisten på scenen fra første sekund i Ravels dramatiske Tzigane – først helt solo og efter nogle minutter med drømmende orkester­klange flydende sammen med solistens spil, hvorefter musikken udvikler sig i flere, forunderlige retninger.

Det er Arabella Steinbacher, der virtuost trakterer violinen denne eftermiddag. Steinbacher spiller verden over som solist med alle førende orkestre f.eks. New York Filharmonikerne, London Symphony Orchestra og Cleveland-orkestret, men hun lægger heldigvis også indimellem vejen forbi Danmark, hvor anmeldere og publikum også hver gang kvitterer med begejstring over hendes fabelagtige teknik og udtrykskraft.

Steinbacher er på scenen igen i mere temperamentsfuld musik som afslutning på koncertens første del, nemlig i Sarasates elskede Zigeunerweisen, hvor virtuositeten igen får lov at blomstre, og melankolien folder sig ud i fuldt flor. Inden da spiller orkestret et udpluk af Brahms’ populære Ungarske danse, udvalgt af dirigenten James Feddeck, som også tidligere har arbejdet med Tivoli Copenhagen Phil, nemlig i 2016, hvor han dirigerede et tjekkisk program og imponerede Jyllands-Postens anmelder, da han holdt ”de instrumentale tråde stramt i spænd og gav plads til, at instrumentgrupperne på skift fik taletid.”

Efter pausen gives ordet til en ægte ungarer, nemlig Bartók. Mens franske Ravel, tyske Brahms og spanske Sarasate alle har ladet sig inspirere af den ungarske folkemusik, er stemningen anderledes alvorlig i Bartoks musik, der blev komponeret i USA, hvortil han rejste i 1940 – væk fra nazismens fremmarch i Europa. Bartóks engagement i hjemlandets folkemusik gennem et menne­ske­liv er bestemt hørbar i hans Koncert for orkester, men værket er i mindre grad ’folkeligt’, og i højere grad præget af en grundlæggende idé om at lade orkestrets egne musikere være solister undervejs i værket, hvilket giver mulighed for virkelig at nyde Tivoli Copenhagen Phils fremragende musikere.

Køb billet